Systematic køber sig ind i Conscensia

21. december 2012

Conscensia er blevet styrket, efter at Systematic har købt 25 procent af aktiekapitalen.

Systematic har været kunde hos Conscensia siden 2010, og et nært samarbejde er nu blevet endnu tættere, efter at Systematic per 1. november har købt 25 procent af aktiekapitalen i Conscensia.

”Vi er meget glade for vores samarbejde med Systematic, og vi ser deres investering som en blåstempling af vores måde at drive outsourcingvirksomhed på,” siger Carsten Hansen, CEO i Conscensia.

Han lægger vægt på, at formålet med Systematics indtræden i ejerkredsen er at styrke virksomheden til glæde for alle kunder.

”Vi forventer, at Systematics lange erfaring med procesarbejde kommer til at medføre forbedringer hos Conscensia til gavn for alle vores kunder. Tilførsel af ny kapital tillader en hurtigere udvikling, uden at vi behøver gå på kompromis med den eksisterende forretning,” siger han.

Forbedrer konkurrenceevne

Siden Systematic begyndte at samarbejde med Conscensia i 2010, er outsourcing blevet en integreret del af Systematics forretningsmodel for softwareudvikling – en model, der planlægges udvidet til andre aktiviteter og forretningsområder for at øge Systematics konkurrenceevne yderligere.

”Systematics køb af 25 procent af Conscensias aktiekapital er en yderligere styrkelse af vores  samarbejde om softwareudvikling,” siger Michael Holm, CEO i Systematic og uddyber:

”Outsourcing er med til at forbedre Systematics konkurrenceevne og dermed øge vores markedsandele og vores eksport.  Derfor er det oplagt at investere i Conscensia, så vi kan styrke vores samarbejde og påvirke udviklingen.”

Gennem Conscensia har Systematic indtil videre rekrutteret cirka 35 softwareudviklere, som arbejder i integrerede teams med Systematics danske udviklere.